Skip til hoved indholdet
    Hjem Bilag Bilag B: Opkrævning af garantiprovision ved garantistillelse

Bilag B: Opkrævning af garantiprovision ved garantistillelse

Silkeborg Kommune kan stille garanti for låneoptag til forsyningsselskaber og –virksomheder, selvejende institutioner og foreninger. Adgangen til at stille garanti fremgår dels af den kommunale styrelseslov og af lånebekendtgørelsen.

Silkeborg Kommune har siden 1. august 2013 opkrævet garantiprovision for lånegarantier ydet til forsyningsvirksomheder. Det omfatter kommunale garantistillelser på vand-, kloak-, el-, gas, varme- og renovationsområdet. Fra 2018 har det også været tilfældet for §60-selskaber, som kommunen selv ejer. Garantiprovision opkræves ikke på andre områder.

Garantiprovisionen opkræves som en løbende garantiprovision.

Ved nye garantistillelser opkræves garantiprovisionen i umiddelbar forlængelse af den konkrete garantistillelse på baggrund af garantibeløbet. Garantiprovisionen er gældende for indeværende kalenderår (år 1). Sker garantistillelsen i 4. kvartal er garantiprovisionen også gældende for det efterfølgende kalenderår (år 2).

Ved eksisterende garantistillelser opkræves der årligt en garantiprovision af restgælden pr. 31. december året før. Opkrævningen af garantiprovision opkræves i 1. kvartal.

Det er Byrådet som behandler ansøgninger om garantistillelse. Økonomi- og Erhvervsudvalget er bemyndiget til i forbindelse med konkrete ansøgninger om garantier at fastlægge en aktuel garantiprovisionsprocent.

Som grundlag for Økonomi- og Erhvervsudvalget fastlæggelse af en aktuel garantiprovisionsprocent indhentes der en kreditvurdering af den pågældende forsyningsvirksomhed hos kommunens revision. I fastlæggelsen af garantiprovisionen tages der udgangspunkt i ”Safe Harbour-satserne”. Udgiften til kreditvurderingen betales af forsyningsvirksomheden, uanset om der gøres brug af den kommunale garantistillelse eller ej.

Økonomi- og IT-staben forestår opkrævningen af garantiprovisionen.

Baggrund:

Formålet med garantistillelsen er at sikre lånefinansiering og gode lånevilkår. Der er i forbindelse med garantistillelse for forsyningsvirksomhed en automatisk låneadgang, så garantistillelse er neutral for kommunens adgang til låneoptag. Garantistillelsen indebærer dog en vis økonomisk risiko ifald lånet misholdes.

I forlængelse af selskabsgørelsen af forsyningsvirksomheder kom der fokus på garantiprovision/vederlag, når der gives en kommunal garanti. Ministerier og statsforvaltninger har derfor vejledt om forpligtelsen hertil. I januar 2016 fastslog Vestre Landsret således endegyldigt, at der er krav om, at der opkræves garantiprovision.

I Budgetvejledning 2019 (af 29. juni 2018) har KL præciseret, at kravet om opkrævning af garantiprovision også gælder for §60-selskaber.

Økonomi- og IT-staben

Koncernøkonomi Søvej 1 8600 Silkeborg
 

Sektionsleder Søren Vestergaard

Tlf. 21 48 27 15

Email: Soren.Vestergaard@silkeborg.dk

Gå til: